Porto til Lissabon
En af de bedste rejser, jeg nogensinde har været på, gik langs Portugals spektakulære vestkyst – fra Porto til Lissabon. En tur fyldt med surf, smukke landskaber og autentiske oplevelser.
Porto | Begyndervenlige bølger i Matosinhos
Rejsen starter i Porto, hvor pulserende storbyliv møder afslappet strandstemning. Kun en kort tur fra centrum finder du Matosinhos, et perfekt surfspot for begyndere med stabile og venlige bølger. Når du er i Porto, må du ikke snyde dig selv for at smage på den lokale portvin – det er trods alt her, den stammer fra.
Nazaré | Big wave surf
Den bedste måde at opleve kysten på er ved at leje en bil. Det giver frihed til at udforske de mange surfspots i dit eget tempo. Næste stop er Nazaré – kendt verden over for sine enorme bølger. Det er her, nogle af de største bølger nogensinde er blevet surfet. Selvom sommeren ikke er højsæson for de ekstreme forhold, kan du stadig opleve imponerende bølger og en unik surfkultur.
(Video af verdens største bølge surfet i netop Nazaré)
Peniche | surfmekka og beachvibes
Fra rå naturkræfter går turen videre til Peniche – et sandt surferparadis. Peniche er et mekka for surfere på alle niveauer og burde stå på enhver surfers bucket list. Med kystlinjer i flere retninger er der næsten altid gode bølger, uanset vind og vejr.
En anbefaling til Peniche er at tage en tur til øen Berlenga, der ligger ca. 10km fra Peniches kyst. På øen kan man gå en tur og nyde den lidt mere øde natur, se fortet der ligger på øen eller snorkle rundt i havet omkring øen. Et godt afbræk til en ellers god surfferie.
Ericeira | Charmerende kystby
Herefter fortsætter rejsen til Ericeira, en charmerende kystby og et af Europas få World Surfing Reserves. Her kan du nyde en dag med både afslapning og kvalitetsbølger, inden turen slutter i Portugals livlige hovedstad, Lissabon.
Denne rute kombinerer det bedste fra Portugals surfscene med kultur, natur og gastronomi – en rejse, der er svær at slå.
👉 Se også vores samlede guide til surfing i Portugal, hvis du vil dykke dybere ned i de enkelte stop undervejs.
